Emneintroduktion: mange kilder til identitetsudvikling

Det er ofte forvirrende for børn, der er placeret uden for hjemmet, at føle sig knyttet til mange forskellige personer med forskellige kulturelle baggrunde. Ofte ser vi, at tilknytningen bliver pludseligt afbrudt i situationer, hvor barnet har været meget bange, for eksempel hvis barnet er blevet fjernet med magt af myndighederne, mens forældrene har været desperate eller vrede, eller hvis en forælder er afgået ved døden eller har været meget ulykkelig, da adskillelsen fandt sted. Ofte føler børn sig delt mellem loyaliteten over for forældrene og loyaliteten over for medarbejderne på deres placeringssted. Børn kan også have oplevet mange skiftende anbringelser.
 

Sådanne barndomsoplevelser gør det endnu vanskeligere for børn at skabe en klar ide om, hvem de er og hvor de hører til. Børn identificerer sig med deres forældre og udvikler ofte en negativ eller forvirret selvopfattelse, hvis de ikke modtager hjælp.
Hvad er udfordringerne og hvordan kan I hjælpe børn med at udvikle et positivt selvbillede, mens de er anbragte?

AT HØRE TIL I ”TO FAMILIER”: LOYALITET OG IDENTITETSKONFLIKTER
Et barn har allerede etableret en tilknytning til sine forældre, når det kommer til institutionen – især hvis det er over tre år. Set ud fra vores perspektiv kan disse tilknytninger være dysfunktionelle og fulde af frygt og ambivalens. De biologiske forældre kan have været ude af stand til at tilbyde en god omsorg, men disse tilknytninger er ikke desto mindre en vigtig del af barnets egen identitet.
 

Når barnet er blevet anbragt uden for hjemmet, kommer det ofte i konflikt med sin egen selvopfattelse: “Jeg er knyttet til mine forældre – men nu tilbyder medarbejderne mig opmærksomhed og omsorg. Hvordan kan jeg tage imod det uden at føle mig skyldig eller forræderisk overfor mine forældre?”
 

Denne konflikt kan blive endnu mere smertefuld for barnet, hvis de biologiske forældre har uforløste negative følelser (vrede, jalousi) rettet mod plejepersonalet og ser dem som nogle, der ønsker at stjæle deres barn fra dem. Det er svært at beslutte sig for, at andre skal drage omsorg for ens barn og det er endnu sværere, hvis det nye placeringssted har flere ressourcer at tilbyde barnet.
 

DEN FØRSTE REAKTION: MEDARBEJDERE OG BIOLOGISKE FORÆLDRE
Hvis man modtager et barn, der er blevet udsat for vold eller omsorgssvigt, er det naturligt at føle sig oprørt over – måske endda vred på – de biologiske forældre, som har udsat deres barn for disse overgreb, eller som er ude af stand til at holde aftaler i forhold til besøg og til at holde kontakt med deres barn. En anden naturlig reaktion er: ”Lad os glemme alt om dine forældre og koncentrere os om at få dig til at føle dig tryg”. Denne reaktion kan være en god idé i begyndelsen, indtil barnet er faldet til og føler sig trygt. Herefter er åben dialog omkring det at have to sæt omsorgspersoner nødvendig for identitetsudviklingen.
 

Som beskrevet i andre sessioner har meget små børn en tendens til at etablere tilknytning til professionelle omsorgsgivere i løbet af kort tid. Hvis dette sker, vil barnet muligvis begynde at kalde disse omsorgsgivere for ”far” og ”mor”. Man kan acceptere dette, velvidende at når barnet bliver ældre, bliver det nødt til at finde en måde at forstå sin egen baggrund.
 

Et plejepersonales naturlige følelser over for forældrene, der har svigtet deres barn, skal bearbejdes for ikke at placere barnet midt i en intens konflikt omkring delt loyalitet– og det tager tid.
Det er vigtigt at forstå, at vrede eller bitterhed mod de biologiske forældre af barnet vil blive opfattet som vrede mod en del af dets egen identitet.
 

Et barn i en institution kan gladelig fordømme eller forsøge at glemme sine biologiske forældre, men prisen for dette er, at barnet vil være nødsaget til at spalte sig selv, hvor den ene del er knyttet til forældrene og den anden til medarbejderne. Dette vil gøre barnet ude af stand til at forene disse to sider af sig selv til en klart defineret selvopfattelse.
Før eller siden vil dette blive et problem for barnet, specielt i teenageårene, hvor et ungt menneske forsøger at forme en voksen identitet. Som barnet vokser op og forstår mere og mere om sig selv og andre, må det løbende opbygge en ny opfattelse af sin identitet og baggrund. Det er en proces, som tager mange år.
 

AT VISE RESPEKT FOR BARNET VED AT VISE RESPEKT FOR FORÆLDRENE

Forskning viser, at konflikter mellem forældre og professionelle omsorgsgivere er skadelige for barnets udvikling – uanset hvad konflikten drejer sig om.
 

Jeres indstilling over for forældrene er også en besked til barnet om, hvorvidt det kan respektere sig selv og føle stolthed over, hvem det er – en negativ indstilling over for forældrene vil skabe en negativ selvopfattelse hos barnet. Det er en af de største og vigtigste opgaver som professionel omsorgsgiver at udvikle et troværdigt, positivt billede af de biologiske forældre – for at hjælpe barnet.
 

Spørgsmål til overvejelse og dialog:

  • Da I modtog barnet i institutionen, hvad følte I da for forældrene?
  • Hvilke problemer så I hos barnet, som kunne skyldes manglende forældreomsorg?
  • Hvordan forklarede I jeres syn på forældrene til barnet?
  • Hvad er det sværeste for jer i forhold til at acceptere forældrene eller at se deres positive sider?

 

 
 
 

Sider: 1 2 3 4