Emneintroduktion A: Opgave- og relationsarbejde

Børn skal af jer lære at etablere følelsesmæssige bånd til omsorgsgivere, at føle sig knyttet til dem, at gøre ting sammen med dem og at interagere med andre. Ud fra den måde hvorpå I håndterer relationsarbejde lærer de om tryghed i samspil. De har ikke deres forældre som lærere, så de må stole på at modtage læring fra deres omsorgsgivere.
 
Det, som de skulle have lært af deres forældre, må de nu lære af jer. Dette kan være en tung ansvarsbyrde, men også en gave: Når det lykkes jer at give et barn en tryg base, har det fået et positivt fundament for livet. I praksis er dette ikke en let opgave. Især ikke hvis I har ansvar for mange børn.
 

Så lad os kigge nærmere på denne opgave: Når I arbejder med børn, arbejder I hele tiden med to forskellige opgaver.

Praktiske opgaver:
aktiviteter med børnene, klæde dem på, vaske dem, skifte ble, lægge dem i seng osv. Disse ting er nødvendige for at opfylde barnets behov (mad, søvn, aktivitet) og for at skabe en naturlig rytme dagen igennem.
Mens I gør alt dette, arbejder I også med relationskompetencer:
mens I klæder barnet på, taler I med barnet, svarer barnet, fanger barnets opmærksomhed, smiler, rører ved det m.m. Dette er nødvendigt for at få barnet til at føle sig trygt, for at styrke tilknytningen og for barnets sociale og emotionelle udvikling.

Det er altid svært at finde balancen mellem opgavefokus og relationsfokus. Lad os kigge på disse videoer, der viser tre forskellige måder at afbalancere opgaven på. I alle tre eksempler er opgaven den samme, men måderne, hvorpå omsorgsgiveren agerer med barnet, er forskellige


Kvinden her holder fokus på opgaven – hun skaber ikke en relation til barnet, mens hun skifter ble. Hun er hurtigt færdig og kan gå videre til næste barn, men barnet lærte ikke noget omkring relationer til andre. Kvinden her skifter også ble – samtidig taler hun meget til barnet og forsøger at få barnets opmærksomhed. Hun er i stand til at afbalancere opgaven og relationen – hun færdiggør opgaven indenfor normal tidsramme og stimulerer samtidig barnet. Kvinden her har fokus på relationen og glemmer næsten den opgave, hun er i gang med. På den anden side lærer dette barn koncentration, glæde, menneskelig kontakt. Så hun er måske den, der lærer barnet mest omkring menneskelige relationer.
 
 


Gruppediskussion

20 minutter:
 

  • Hvad er det vigtigste eller mest nødvendige for os – hvordan holder vi balancen mellem opgavefokus og relationsfokus i vores institution?
  • Hvordan afbalancerer I opgave og relation i jeres egen familie? Hvordan håndterede jeres forældre dette?
  • Hvorfor har vi den balance, vi har, i vores institution – er det fordi: ”vi har altid gjort sådan”, ”vi har så travlt”, ”vi mener, det vigtigste er at lære børnene om relationer”?
  • Hvilke daglige problemer omkring balancen mellem opgave og relation møder vi – man kan jo let drukne i praktiske opgaver, der skal løses?
  • Hvordan balancerer vi mellem “at give tid og vise opmærksomhed til det enkelte barn” og ”at vise opmærksomhed til alle børn”? Når I har ansvaret for flere børn, er det altid svært at beslutte, hvor meget opmærksomhed man skal give til ét barn og hvor meget man skal give til alle børn.
  • Hvad kan vi gøre for at vise mest mulig opmærksomhed, mens vi udfører vores praktiske arbejde?

 


Tjekliste for forståelse

20 minutter:
• Hvorfor er professionelle omsorgsgivere de vigtigste personer i et anbragt barns liv?
• Hvad er vigtigt, når du fokuserer på opgaveløsning?
• Hvad er vigtigt, når du fokuserer på relationsarbejde?
• Hvad er svært ved at gøre begge dele på samme tid?
 

Aktivitetsforslag indtil næste session
Observer og skriv ned eller brug dit mobilkamera til at optage hvordan du arbejder med de daglige praktiske opgaver. Se videoen igennem og diskuter, hvordan du kan forholde dig til børnene, mens du udføre dine praktiske opgaver.
Læg mærke til og diskuter, hvorfor du nogle gange oplever de praktiske opgaver som de mest vigtige og hvordan du nogle gange oplever relationsarbejdet som det mest vigtige i forskellige situationer dagen igennem.

 

“Jeg vælger ikke længere mellem at beskæftige mig med børnene og at udføre mit praktiske arbejde. I denne session lærte jeg at gøre begge dele på samme tid. Jeg er afslappet og mine børn har det sjovt. På den måde kan jeg lege med børnene og børnene kan kramme mig. De ved, at jeg vil være her for dem uanset hvad.”
Medarbejderudtalelse