Emneintroduktion a: børneudvikling – anbringelse på institution vs. Plejefamilie

 


OMSORG FOR SMÅ BØRN I INSTITUTIONER


Omkring 90 000 europæiske børn på tre år eller derunder er anbragt uden for hjemmet i en eller anden form for pleje og antallet er støt stigende. I mange europæiske lande er det fastlagt ved lov, at børn under to år skal anbringes i familiepleje og ikke i institutioner. På trods af dette er der stadig lande, der benytter institutioner til små- og spædbørn.
Studier af den gamle hospitalsmodel på russiske og rumænske børnehjem sammenlignet med plejefamilier dokumenterer, at børn trives langt bedre, når de er anbragt hos en plejefamilie. Dette har fået forskere til at konkludere, at alle børn, der er anbragt udenfor hjemmet, bør anbringes hos en plejefamilie. Denne konklusion er kun delvis korrekt, men forskerne var så chokerede over, hvad de så på de hospitalslignende børnehjem, at de hoppede til en alt for generel konklusion.


Anbringelse hos plejefamilier har også sine problemer og ulemper:


  • Det er et faktum, at mange børn i fremtiden vil vokse op i institutioner.
  • Det er ikke altid muligt at finde kvalificerede plejefamilier.
  • Det er svært at kontrollere kvaliteten af plejen. I nogle plejefamilier sker der forsømmelse, vold og misbrug af de børn, der er i plejefamiliens varetægt.
  • Det er langt sværere at uddanne plejeforældrene og føre kontrol med deres faglige standart.
  • Example: I Rumænien flyttede man eksempelvis de fleste institutionaliserede børn til plejefamilier, men har nu store problemer med uddannelse og supervision, fordi familierne bor i meget afsidesliggende egne.
  • Plejefamilier er ofte lige så udsatte som andre familier – de rammes af skilsmisse, tab af job eller oplever problemer med at tilbyde sammenhængende omsorg.
  • Børn med bestemte fysiske- og adfærdsmæssige handicap (hjerneskade eller tilknytningsforstyrrelser) har en tendens til at stresse plejefamilien, skabe sammenbrud og efterfølgende genplacering. Institutioner er ofte mere kompetente og kan rumme børn med flere alvorlige problemer i en længere periode.
  • Det er svært at forudse et vellykket match mellem plejefamilie og specielt børn over to år. Især teenagers får ikke altid gode relationer til plejefamilien.
  • Alvorlige konflikter mellem plejefamilien og den biologiske familie kan opstå, specielt mellem dysfunktionelle forældre og plejefamilien.
  • Studier af danske børnehavebørn dokumenterer, at børn fra dysfunktionelle familier forbedrer deres udvikling, hvis de tilbringer størstedelen af dagen i en institution med uddannet personale.

Dette må man naturligvis have in mente og grunden til, at børn ofte trives bedre i en plejefamilie er sandsynligvis, at barnet har en – måske to – stabile voksne omsorgsgivere som tilknytningsfigurer døgnet rundt og at en gruppe – plejefamilien – føler sig ansvarlig for barnet. Tilsvarende er muligheden for, at barnet har mulighed for at deltage i sociale aktiviteter, mere gunstige i en plejefamilie.
Småbørn (under tre år) bør enten adopteres, placeres hos en plejefamilie eller have støtte i forhold til den biologiske familie. Chancen for at give barnet et sikkert tilknytningsforhold og skabe et godt match er meget større i en plejefamilie, når barnet bliver anbragt så tidligt som muligt. Dette er dokumenteret i studier af anbringelse af børn hos plejefamilie og i adoptivfamilier.


KVALITETSOMSORG ER ET SPØRGSMÅL OM AT TILBYDE SMÅ GRUPPER OVER LÆNGERE TID


Det er vigtigt at forstå, at et barns positive udvikling, er mere afhængig af opbygning af relationer og arbejdsstedets arbejdsplanlægning end det er et spørgsmål om plejefamilie versus institutioner. Det er også et spørgsmål om kvaliteten af omsorgen; udviser omsorgsgiveren tryg tilknytningsadfærd over for til barnet?
Anbringelse i en plejefamilie giver mulighed for stærke individuelle relationer og tilhørsforhold til en gruppe, men er sårbare overfor personændringer og alvorlige problemer relateret til barnet. Institutioner kan tilbyde mere i forhold til langvarig og stabil omsorg og de kan sidde inde med mere professionel viden om børn med fysiske og sociale problemer. Institutionerne kan dog have problemer med at tilbyde personlige relationer og kontinuitet.
Det største problem i institutionerne er vagtplanerne og det faktum, at det er naturligt for personale at skifte arbejde.
I kan kompensere meget for de negative følger af at vokse op i en institution, hvis I kan tilbyde et par stabile omsorgsgivere, samt voksne og jævnaldrende, der ikke bare er sammen, men udvikler en stærk følelse af ’at høre sammen’.
Et eksempel: et Rumænsk børnehjem for børn i 7-14 års alderen er opdelt sådan, at 4-6 drenge bor sammen i grupper i lejligheder inde i byen. De bliver passet af to hold, der arbejder 12 timer af gangen. Drengene opfatter hinanden som brødre og deltager i alle aspekter af et normalt barneliv, inviterer venner på besøg, spiller fodbold osv.
Hvordan kan vi skabe de bedste muligheder for at tilbyde kontinuerligt omsorgsarbejde og gruppetilknytning for børn i institutioner?

GRUPPEDISKUSSION


I kommer til at arbejde med de praktiske forhold i en senere session – den diskussion, I tager nu, handler om at få et bedre billede af, hvordan man etablerer sociale relationer:

20 minutter
  • Hvor mange af vores børn er under tre år?
  • Hvor mange af dem har en social adfærd og alder, der gør dem egnede til anbringelse hos plejefamilie? (Spring dette punkt over, hvis dette rent faktisk er gjort allerede)
  • Med vores nuværende vagtplan: i hvilken grad er det muligt at tilbyde børnene den samme omsorgsgiver med de nuværende arbejdstider og herved at give børnene mulighed for at knytte langvarig relationer?
  • Børnene i vores varetægt: i hvilken grad tilbyder vi dem en gruppe, de kan føle et tilhørsforhold til?
  • Hvordan tilskynder vi til udviklingen af langvarige forhold mellem jævnaldrende?
  • Hvilke aktiviteter/værdier bruger vi for at tilskynde til udviklingen af langvarige forhold mellem børnene?
  • Har vores børn en social forpligtigelse overfor gruppens medlemmer – har ældre børn fx ansvar i forhold til gruppens yngre medlemmer, praktiske eller andre aktiviteter, der udvikler følelsen af at være et gruppemedlem?
  • Deler vi børnene op i aldersgrupper (alle spædbørn sammen, alle småbørn sammen, alle skolesøgende børn sammen), eller hører et barn med til en speciel gruppe og vokser op heri?
  • Er vores institution som en by med ”familier”, eller mere en institution med aldersopdeling?