Emneintroduktion B: omsorgsteam og barnets relationsarbejde

 


DEN PROFESSIONELLE OPGAVE: AT TILBYDE LANGVARIGE SOCIALE RELATIONER


Som professionel er det vigtigt at tillade børn at knytte sig til omsorgsgivere og skabe en personlig relation på en professionel måde. Nogle omsorgsgivere bliver udbrændte, når de involverer sig følelsesmæssigt med børn, andre undgår at være personlige på nogen måde for at beskytte sig selv. Det er en svær men nødvendig balance. Den professionelle omsorgsgiver hjælper barnet med at forene en følelse af tilknytning og – som beskrevet i session 3 – føle med barnet, ikke som barnet. Omsorgsgiveren tillader barnet at knytte sig til sig, mens hun/han beholder en professionel afstand til relationen.
 

Hvordan kan vi tilbyde stabile anbringelser med den samme voksne omsorgsgiver i den tid barnet er hos os?
 

Hvordan kan vi tilbyde relationer, der fremhæver følelsen af at være tryg og beskyttet og hjælper børnene med at lære, hvad en sund barn-voksen relation kan være?


HVORDAN PRAKTISERES DEN TRYGGE BASE. “FAMILIEMODELLEN”


For at kunne tilbyde børnene langvarige omsorgsgiver-barn relationer, skal måden hvorpå I planlægger jeres arbejde og jeres vagtplaner gennemgås og måske ændres. I session 9 – Tryg Base modellen – diskuterede I, hvordan ændrede arbejdstider kan sikre barnet en stabil omsorgsgiver i dagtimerne. Måske har I brug for at diskutere dette igen ved afslutningen af denne session. Eller måske har I allerede skabt rammerne for familielignende grupper.
 

Hvad er nødvendigt for at få langvarige relationer til at fungere?
Her er nogle forslag og erfaringer fra andre, som I kan diskutere, når I har set på dem. I kan få brug for, at jeres leder er med i disse diskussioner, når I har fundet forslag til forbedringer. Se alle forslag igennem og vælg herefter det, I mener, er det vigtigste, som jeres projekt til næste session. I kan altid gå tilbage og inddrage flere ideer til udvikling:
 

ET TEAM, ANSVARLIG FOR EN GRUPPE BØRN

En brugbar arbejdsmodel – specielt i store institutioner – er at dele medarbejderne ind i grupper, så der er et dagligt team. Dette team er ansvarlig for at udføre de praktiske opgaver og arbejde med børnenes sociale relationer, den fysiske pleje og tilknytningsadfærd. Dette team er ”forældre-teamet” i forhold til en gruppe børn i langvarig anbringelse.
 

Teamet er ansvarlig for at skabe en brugbar, daglig/ugentlig/månedlig aktivitetsplan, for at lave observationer af børnene, skrive rapporter til møder og forslå, hvilken type placering barnet har brug for, når det er blevet tid til at forlade gruppen. Teamet er ansvarlig for at skabe en stærk gruppeidentitet og knytte bånd mellem børnene og i barn/omsorgsgiverrelationen.
 

STØRRELSEN PÅ TEAM OG BØRNEGRUPPE

Små grupper (8 børn eller mindre) giver rum for intimitet og personlige relationer.
Små grupper er ofte udsatte, hvis et medlem forsvinder. Større grupper (9-xx børn) tilbyder social variation men mindre individuel opmærksomhed fra omsorgsgiveren.
 

Spæd- og småbørn har naturligvis brug for den mindste gruppe og flere omsorgsgivere til at give nærhed og omsorg, men generelt bør 6 – 8 børn have 1-3 omsorgsgivere for at skabe en god social gruppe. Hvor mange ansatte, der er brug for, afhænger af opgaver og lokale forhold.
 

I en institution bør børn bo i familielignende grupper sammen med 4-7 andre børn, og i dagtimerne kan gruppen deles op for at deltage i forskellige aktiviteter eller hele gruppen kan blive en del af en større samling (fx når alle grupper mødes for at spise eller deltage i sport).
 

For eksempel , kan tre grupper på hver 5-8 børn spise sammen eller dyrke sport sammen, men bor separat resten af dagen. Hvis nogle børn har store problemer, kan de opholde sig i gruppen noget af tiden, hvis det er svært for dem at være med i store grupper. Men alle børn bør opleve, at den familielignende gruppe er deres primære gruppe, deres trygge base.
 

DET PRIMÆRE OMSORGSGIVERSYSTEM

I gruppen bør barnet have en voksenrelation, der er speciel vigtig og en omsorgsgiver (eller to), der har en særlig opgave i forhold til det bestemte barn. Der er normalt en omsorgsgiver, der har rollen som ”primær omsorgsgiver” for 2-4 børn, afhængig af omstændighederne.
Set fra barnets perspektiv bør det opleve, at det er den primære omsorgsgiver, der træffer alle vigtige beslutninger omkring det, hjælper det med at føre dagbog over sin historie, hjælper ved at tale med det om eventuelle konflikter og omgang med andre børn. Hvis den primære omsorgsgiver er tvunget til at forlade institutionen – for noget tid eller permanent – bør barnet få en ’farvel-session’ med den voksne og blive introduceret til den nye primære omsorgsgiver.
Hvis den primære omsorgsgiver ikke er til stede, er det de andre ansatte, der tager sig af barnets behov og svarer på eventuelle spørgsmål med reference til barnets primære omsorgsgiver. F.eks. ”Anna (den primære omsorgsgiver) er her ikke lige nu, men jeg tror, at hun vil sige dette eller hint eller beslutte det ene eller det andet vedrørende dig”.
 

STØTTE TIL UDVIKLINGEN AF PERSONLIG IDENTITET

Hvert barn bør have sit eget personlige område.
Dette kan være en del af soverummet eller at det har sin egen stol, der hvor måltiderne bliver serveret. Det kan også være en kasse eller et aflåst skab, som kun barnet og omsorgsgiveren må åbne.
 
For spæd- og småbørn kan det være en speciel personlig ting som en bamse, et stykke legetøj eller en T-shirt med affektionsværdi eller noget andet. Omsorgsgiveren hjælper barnet med at beskytte det personlige område mod at blive invaderet af andre børn.
 

For at støtte barnets voksende selvbevidsthed: er leg med spejle, at lade barnet høre sin egen stemme optaget på en optager, eller at lade barnet se sig selv på små videoklip i gang med daglige aktiviteter m.m. alt sammen væsentlige værktøjer. På denne måde kan barnet lære at blive opmærksom på sig selv og få forståelse for, hvordan det påvirker andre omkring sig.
 

Et billede af hvert barn kan sættes på deres senge eller andre steder og barnets navn kan skrives med stærkt farvede bogstaver.
 

Når det drejer sig om småbørn og ældre børn: kan hvert barn have sin egen dagbog. Hver dag kan I tale med barnet om, hvad der er sket i dag eller hvad barnet er interesseret i og det skriver I ned i bogen, mens barnet kigger med. Hvis det kniber med tiden, kan det gøres til en gruppeaktivitet, hvor børnene efter tur får 3 minutter til at fortælle om deres dag.
 

Ved lejlighed kan I tage billeder af barnets aktiviteter og sætte dem i bogen.
Alle informationer omkring barnets familie bør også diskuteres med barnet og skrives ned.
 

STØTTE TIL UDVIKLINGEN AF PERSONLIG IDENTITET

Den primære omsorgsgiver kan tale med barnet om, hvad der er specielt og personligt i barnets adfærd, i måden barnet relaterer til andre i gruppen og hvilke talenter barnet ser ud til at have. I kan måle barnets fysiske forandringer, f.eks. lade barnet stå mod en væg og bruge en blyant til at skrive på væggen, hvor meget barnet er vokset i løbet af de sidste tre måneder.
 

Førskole- og skolebørn skal også have et andet personligt rum, der bør indregnes i planlægningen: Retten til at have alene-tid uden at skulle forholde sig til andre – børn eller voksne.
 

For børn med adfærdsproblemer kan det være udmattende at skulle forholde sig til andre hele tiden og i stedet for at isolere dem, hvis de har været ophidsede, kan det afhjælpe mange sociale problemer at tilbyde dem korte pauser, hvor de kan være alene. Det kan være, når barnet laver sit hjemmearbejde eller når der ellers er en naturlig anledning.

 

“Vi har lavet en plakat på væggen og det fungerer rigtig fint. For hvert af børnene har vi lavet en erindringsboks. Foto, tegninger, sko m.m. Det er ret sjovt, men også lidt trist.”
Medarbejderudtalelse

 
 
 

Gruppediskussion

30 minutter
 

Diskuter kun de emner, som I finder væsentlige – Måske har I allerede praktiseret noget af nedenstående:
 

  • Hvad er vores nuværende størrelse på medarbejder-teams? Hvilke ansvarsområder har disse teams i forhold til sociale relationer med børnene?
  • Har vi en arbejdsplan, der tillader os at tilbyde børnene den samme omsorgsgiver i dagtimerne i lange perioder af gangen?
  • Hvordan kan vi justere vores vagtplan for at gøre dette i størst muligt omfang?
  • Er vi parate til at give de enkelte teams det ovenfor nævnte ansvar i de beskrevne opgaver i forhold til en gruppe børn? Hvad bør vi arbejde med, indtil vi er parate?
  • Har vi et ’Primær-omsorgsgiver’ system? Hvad kan vi gøre for at designe og forbedre systemet?
  • Hvordan kan vi komme med forslag til at støtte personlig identitetsudvikling som en del af vores daglige rutiner (se listen)?
  • Hvilke problemer vil vi sandsynligvis møde og hvordan kan vi tage højde for dem?

 


Tjekliste for forståelse:

  • Hvorfor udvikler børn, der er anbragte uden for hjemmet, en lav selvfølelse og en følelse af hjemløshed?
  • Hvilke funktioner har arbejdsmodellen ”Familielignende team”? Hvilke opgaver har teamet?
  • Hvilke opgaver har den primære kontaktperson?
  • Hvordan kan I støtte udviklingen af personlig identitet i den måde, I arbejder med børn på og hvordan kan I arrangere personlige rum?